Dolken - Tove Ditlevsen

Dolken analyse

Indledning – Dolken

Dolken er en novelle skrevet af den danske forfatter Tove Ditlevsen. Novellen er skrevet i året 1963 og blev udgivet i forbindelse med novellesamlingen Den onde lykke.

Det karakteriserende ved novellen er at den er psykologisk. Det psykologiske udspiller sig ved, at hovedpersonen besidder en større irritation og en hel del fortørnelse. En af de få enkelte dele i hans liv som har betydning for hovedpersonen, er dolken. Den dolk som hans far har foræret hovedpersonen, hvortil hovedpersonen har givet den videre til sin egen søn. Dolken er gået gennem flere generationer, og har derfor en oplagt betydning for novellens udvikling.

Fortællerteknik

Novellen er som udgangspunkt fortalt fra hovedpersons egen synsvinkel af en implicit fortæller.

Fortællerteknikken er fastsat således, at ”Dolken” fortælles kronologisk med flashbacks. I disse flashbacks opstår der barndomsbilleder fra hovedpersonen selv, hvor barndommen bliver et mindre tema gennem teksten, hvilket er et kendetegn af Tove Ditlevsen.

Tidsrum og miljø

Selve handlingen i ”Dolken” rækker sig over et tidsrum på et døgn. Novellen tager udgangspunkt om morgen, og hen i slutningen af teksten er det aften. Alt foregår på en fuldstændig almindelig dag, hvor husstanden spiser morgenmad sammen. Faderen/hovedpersonen går på arbejde, og vender først tilbage i novellen hen imod slutningen. Selve tidsmæssigt befinder ”Dolken” sig i 1960´erne. Dette indikerer også kernefamiliebegrebets opståen, hvor man spiser morgenmad sammen, hygger sammen osv. Et andet punkt er også, at det faderen som tjener pengene, mens moderen er hjemmegående husmor. Hun klarer alt det huslige lige fra madlavning til rengøring.

Hovedpersonen er uforanderlig gnaven over for sin kone, som hedder Ester og sønnen. Sønnens ting forsvinder altid, og Ester prøver altid at dække over de mistede ting. Hun forkæler sønnen, og værner for meget om ham. Hovedpersonen besidder dog en vis kærlighed for Esther, men kærligheden fremvises sjælendt i teksten. Han kan nemlig ikke udstå nærkontakt med andre mennesker, og kun svage mennesker besidder følelser. Styrke disciplin og intelligent vægter dog allerhøjest for hovedpersonen. For ham var dolken i barndommen styrke, magt, men også en disciplin samt en vis stolthed at bære et så skarpt et redskab. Når han var i besiddelse af dolken følte han sig højere hævet over andre mennesker. Han gad ikke de andres børns lege, hvilket ikke svarende til hans høje intelligent ifølge ham selv.

Hovedpersonen

Hovedpersonen var derfor i barndomsårene helt overbevist om, at han nok skulle blive til noget stort. Dette har ikke ændret sig siden, som voksen indehaver han stadig den overbevisning, at han er højt hævet over andre medmennesker. Han iagttager sig selv som et ”over menneske”, hvor det handler om at komme frem i verden og dem der står i vejen må fjerne sig ellers bliver de skubbet væk. Ligesom dolken er overleveret gennem generationer er personligheden også. Hovedpersonen er trådt i sin egen fars fodspor, som var ligeså hårdfør som ham selv. Denne hårdførelse ønsker hovedpersonen også overleveret til sin søn, men hans søn indehaver ikke den selvsamme personlighed, men hans mors kærlighed.

Ester – moren

Ester er skildret som en meget anspændt og noget usikker kvinde, som ikke rigtig svarer sin mand igen. Hun bliver fremstillet som en servicerende hustru, hvilket er passende i forhold til datidens normer, hvor konen blev hjemme og manden gik på arbejde. Alligevel opstod en mindre ”revolution” på arbejdsmarked i 1960´erne hvor gifte kvinder går fra deres arbejdsplads i hjemmet til arbejdsmarked, hvilket selvstændiggør kvinderne mere. Dette er dog ikke tilfældet i ”Dolken”, men en klar kendsgerning af Tove Ditlevsen. Selvom Esther udviser usikker, er hun trofast over for sin mand. Ligeledes betyder sønnen alt for hende, hun virker meget glad for ham. Derfor dækker hun også over ham, når han laver fejltagelser som hovedpersonen ikke kan tåle.

Sønnen

Sønnen er forholdsvis en nervøs karakter, som er bange for sin far. Han besidder ikke ligefrem den samme personlighed som sin far i barndommens stadiet, hvor det narcissistiske træk er væk hos sønnen. Han er tværtimod socialiserende overfor sin omgangskreds, han har venner, han fortæller om sine følelser og oplevelser. Disciplinen over for sine ting som hans far havde besidder han ikke. Hans legetøj bliver ofte væk, og kan ikke findes igen. Dolken har dog alligevel en disciplinær betydning for ham. Han besidder den samme respekt over for redskabet som sin far, nok grundet det hans egen far har fortalt om den.

Dolken

Hele novellens omdrejningspunkt er dolken. Dolken bliver i teksten et symbol på magt, styrke, disciplin og et skridt på vej til at blive voksen. Hovedpersonen har indebrændt en del vrede, og har længe haft lyst til at omforme familien på disciplinær vis. Dolkens forsvunden er selve dråben i bærret, der får det til at flyde over. Hovedpersonen vil omforme sin søn, gøre ham til en mand. Derfor vil han isolere moren og sønnen, der altid har holdt sammen, og fortalt hinanden alt. Hovedpersonens vilje til forandring afspejles i den grund, at han altid har følt sig ensom i familien. Moren og sønnen holder sammen mod ham. Heldigvis dukker dolken op igen, og derfor opgiver faderen sin plan om at splitte familien af pga. af sin vrede.

Tove Ditlevsen (1917-1976)

Er i dagens Danmark, en af Danmarks største litterære forfattere, både inden for prosa, novelle, artikler men også lige så høj grad inden for digtning. Tove Ditlevsens forfatterskab var primært kendetegnet af det realistiske perspektiv af mennesket samt dens omgivelser. Novellerne, artiklerne og de utallige digte omhandler derfor regelmæssigt om menneskeslægtens behov – kærlighed, tryghed og påskønnelse eller manglen på de 3 begreber. Tove Ditlevsen skildre desuden sig selv i mange af hendes digte, hvor hendes hårde liv med, skilsmisser, alkohol samt psykiske problemer kommer til udtryk. Hun debuterede 1939 med bogen pigesind. Digtsamlingen blev trykt i 500 eksemplarer. Pigesind skulle blive startskuddet på hendes karriere som forfatter. En karriere som var fyldt og bevæget af op- og nedture. Som nævnt tidligere var mange af hendes litterære fortællinger præget og baseret af erfaringer og oplevelser hun havde gjort. Dette var Tove Ditlevsen bevidst om, idet hun selv konstaterede, at det var et kunstnerisk grundelement. Klaus Rifbjerg bl.a. udtalt “at hun nærmest altid har brugt erindringen som det primære udgangspunkt for sine kunstneriske værker og at hun altid har været en stor erindringskunster.”

Dolken analyse – Tove Ditlevsen. Dolken analyse – Tove Ditlevsen. Dolken analyse – Tove Ditlevsen.Dolken analyse – Tove Ditlevsen. Dolken analyse – Tove Ditlevsen. Dolken analyse – Tove Ditlevsen. Dolken analyse – Tove Ditlevsen. Dolken analyse – Tove Ditlevsen. Dolken analyse – Tove Ditlevsen. Dolken analyse – Tove Ditlevsen. Dolken analyse – Tove Ditlevsen. Dolken analyse – Tove Ditlevsen.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *