Ensomme mennesker digt - Tove Ditlevsen

Ensomme mennesker digt.

Ensomme mennesker Ak, du der holder et levende menneske i din favn og tror at dette elskede væsen kan dæmpe dit hjertes savn, og tror han kan følge din tanke hvor ordene ikke kan nå og gætte de vildsomme drømme ingen i verden så – du, der smiler af glæde mod stjernernes ensomhed og tror

Angst digt - Tove Ditlevsen

Angst digt

Angst Ulykken er ikke sygdom og død eller voldsom forvandling. Angsten går langt over tankens yderste grænse. Ubemærket og farlig som celler der vokser lever den i dig og næres af hverdag og vane. Ansigter smelter og løser sig op hvis du ikke undgår at krænke dem med dine vidende øjne. Spejlene vil ikke bruges

Blinkende lygter digt - Tove Ditlevsen

Blinkende lygter digt

Blinkende lygter digt – Tove Ditlevsen BLINKENDE LYGTER I barndommens lange og dunkle nat brænder små blinkende lygter som spor, af erindringen efterladt, mens hjertet fryser og flygter. Her lyser din vildsomme kærlighed fortabt gennem tågede nætter, og alt hvad du siden elsked og led har grænser som viljen sætter. Den første sorg har et

Til mit døde barn - Tove Ditlevsen

Til mit døde barn

Til mit døde barn digt 

    Til mit døde barn

Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogen sinde glemme.

Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inden i mig,-
al min længsel, livets store drøm.
– Å – og dine fødder var så spæde.

Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.

Lille barn, nu skal du aldrig mærke
livets hede puls i godt og ondt. –
Godt det samme, sov kun sødt, min pige,
vi må bukke under for de stærke.

Se, jeg kysser dine kolde hænder,
glad at jeg endnu en stund kan nå dig,
stille kysser jeg dig, uden tårer, –
selv om gråden i min strube brænder.

Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkeskjorte skal jeg klæde
dig for første gang – og allersidste.

Jeg vil lege, du har levet nogle dage,
jeg vil tænke mig, at du har smilet til mig,
og din lille mund har suget af mit bryst,
så der ingen dråbe er tilbage.

Å, så hårdt de mænd med kisten træder,
brystet spænder meningsløst imod dig.
Lille barn, min gyldne, døde drøm. –
Dine fødder kysser jeg – og græder

Tove Ditlevsen (1937)